|
Bortset fra at deres frekvens eller bølgelængde er forskellig, adskiller analoge radiosignaler sig ikke fra almindelige TV-signaler, når de sendes terrestrisk – gennem luften.
TV-signaler stiller dog betydelig højere krav til modtageforholdene. I almindelighed er det umuligt at modtage TV i en acceptabel kvalitet uden at bruge en udendørs antenne eller være tilsluttet et kabelnet.
Omvendt investerer mange forbrugere ikke i en FM-antenne, når de får opsat et antenneanlæg, og selv om kabelnet normalt også overfører radioprogrammer, er det ikke altid nemt at tilslutte husets radioer til antennestikdåsen.
Stationære radioer som stereo- og surround-receivere samt clockradioer kan de fleste steder i Danmark klare sig med en såkaldt stueantenne, som er en tynd, ca. 1 meter lang ledning. Ghetto-blastere kommer normalt med en udtrækkelig stav- eller teleskopantenne, der fungerer ligesom en stueantenne. Små bærbare audioprodukter som MP3 afspillere med radio og egentlige lommeradioer, bruger ofte hovedtelefonkablet som antenne.
Digitale DAB (Digital Audio Broadcasting) radioer er på den ene side mindre følsomme over for de forstyrrelser, som kan give støj, forvrængning og udfald under FM-modtagelse. På den anden side kan deres oplevede lydkvalitet falde betydeligt, hvis antennesignalet er for svagt, og det kan være et problem mange steder i landet, fordi DAB sendernettet endnu ikke er fuldt udbygget.
Internet vil i stadig højere grad blive brugt til at distribuere digitale radioprogrammer og spillefilm. Det er en naturlig konsekvens af den teknologiske udvikling.
I 2002 kom de første musikanlæg på markedet, der kunne gå direkte på Internet og hente musik og nyheder fra de mange radiostationer i Cyberspace. Allerede året efter - i 2003 - lancerede industrien de første produkter, som streamer (overfører) såvel film som fotos og musik i realtid fra Internet.
Der er to hovedårsager til denne udvikling.
For det første bliver det stadig mere almindeligt med hurtige Internet-forbindelser - bredbånd - som kan overføre datamængder på flere megabit (millioner bit) i sekundet. For det andet er der arbejdet meget på at udvikle komprimeringsteknikker, der sikrer høj billed‑ og lydkvalitet, uden at filerne fylder ret meget.
Internet har længe været brugt til streaming og download af musik. Det skyldes, at MP3 musikfiler typisk er komprimeret til en bit-rate mellem 64 og 192 kbps (tusind bit i sekundet), og sådan en belastning mærkes næsten ikke på en bredbåndsforbindelse på måske 2 Mbps (millioner bit i sekundet) eller mere.
I butikkerne kan du få hjælp og vejledning og blive afklaret i forhold til hvilke muligheder, der findes for at dække dit behov - find din lokale forhandler på forhandleroversigten eller indholdsleverandørerne.
Du kan også finde yderligere information om de enkelte leverandører på deres hjemmeside, som findes under leverandører.
|