|
Billedrørs-tv har eksisteret i Danmark siden begyndelsen af 1950'erne og er derfor en særdeles velkendt teknologi. I 2005 begyndte de flade skærme for alvor at true billedrørets position, og siden da er salget af traditionelle tv faldet støt.
Ved udgangen af 2006 var det væsentligste argument for at købe et billedrørs-tv utvivlsomt prisen. På det tidspunkt var der stadig lagre af disse apparater, og de kunne købes til priser, som næppe dækkede produktions- og transportomkostningerne. Imidlertid har priserne på fladskærms-tv også været konstant faldende, så dette argument for at vælge billedrør som teknologi kan også snart være forsvundet.
Oprindelig havde billedrør en krum skærm og var grundlæggende en kugleskal, men efterhånden blev det muligt at fremstille stadig fladere billedrør, og de seneste typer kan være helt plane. En plan skærm er bedst, fordi man med denne kan se hele billedet, næsten uanset hvordan man sidder i forhold til den. Samtidig fanger en plan skærm færre lysreflekser fra f.eks. lamper og vinduer, end en krum skærm.
De mindste billedrørs-tv er typisk på 15" i 4:3 format, men denne teknologi bruges indtil videre til skærme op til 32" i det brede 16:9 WideScreen format, som bruges til mange film og en stærkt stigende andel af de øvrige programmer.
Nogle større billedrørs-tv kan fås med såkaldt 100 Hz teknologi. Det betyder, at billedet optegnes dobbelt så hurtigt som normalt (50 Hz), og derfor vises det roligere og uden flimmer på skærmen. Nogle flimmerfri 100 Hz løsninger har dog den ulempe, at de har svært ved at gengive scener med motiver i hurtig bevægelse, f.eks. sport som fodbold og tennis. Dette problem kan ses som en "komethale" efter en bold eller uro ved vandrette panoreringer.
Det er naturligvis vigtigt at sikre sig, at tv'et har tilslutninger nok. Hvis man for eksempel har en video, en dvd-afspiller og en satellitmodtager, har man brug for tre SCART terminaler på bagsiden af tv'et. Den bedste billedkvalitet fås, når dvd-afspilleren og/eller satellitmodtager kan levere RGB udgangssignaler. Så skal tv'et have et tilsvarende RGB kompatible SCART terminaler. Har man et videokamera eller en spilkonsol, vil det også være en stor fordel med et sæt indgangsbøsninger på fronten eller siden af tv'et.
De største producenter har nu stoppet for fremstillingen af billedrørs-tv og satser nu udelukkende på de flade skærme.
Læs mere om fremtidens digitale muligheder her
I butikkerne kan du få hjælp og vejledning og blive afklaret i forhold til hvilke muligheder, der findes for at dække dit behov - find din lokale forhandler på forhandleroversigten eller indholdsleverandørerne.
Du kan også finde yderligere information om de enkelte leverandører på deres hjemmeside, som findes under leverandører.
|