Det helt flade tv, der kan købes i metermål og hænges på væggen som et maleri, har altid været en drøm hos forbrugerne. Hvem synes, det er smart med et tungt og klodset tv, hvor billedrøret rager op til en halv meter eller mere ud bag skærmen? I 1997 kunne tv-industrien præsentere de første store, flade skærme baseret på plasma-teknologi, og omkring år 2000 begynder de første tv med lcd-skærme at dukke op.
Plasma-tv er baseret på plasma-paneler. Selve skærmen er opbygget som en matrix af celler indeholdende plasma-gas, og tre celler - rød, grøn og blå - udgør én pixel. Når en plasma-celle modtager en elektrisk spænding, genererer den usynligt UV (ultraviolet) lys. Dette UV-lys rammer farvede fosfor-punkter - røde, grønne og blå - og danner et synligt billede. Plasma-celler kan sammenlignes med lysstofrør, og teknologien sætter en nedre grænse for, hvor små de enkelte celler kan blive. Derfor har markedets mindste plasma-tv en skærmstørrelse på 37". Opadtil er det kun produktionsfaciliteterne, der sætter grænsen, og man kan købe et plasma-tv på 65" eller - hvis prisen er helt underordnet - 108".
En lcd-skærm er opbygget som en matrix af celler med flydende krystal-molekyler, og tre celler - rød, grøn, blå - udgør én pixel. Bag skærmen er der baggrundsbelysning. Når de flydende krystal-molekyler modtager en elektrisk spænding, ændrer de orientering. Populært sagt fungerer de som små "spejle", som skal dreje sig. Afhængigt af deres orientering, enten overfører eller blokerer lcd-cellerne for lys fra baggrundsbelysningen, så der dannes et synligt billede. Lcd-celler kan gøres næsten vilkårligt små - tænk blot på skærmene på mobiltelefoner, kameraer osv. Derfor er alle mindre fladskærms-tv af lcd-typen, men det er også muligt at fremstille meget store skærme med denne teknologi. I midten af 2007 kunne man købe 52" lcd-tv, og verdensrekorden var 108".
Fælles for begge teknologier er - når der vælges en kvalitetsskærm - at billedet kan blive utrolig skarpt og med strålende farver. Et andet fælles træk er, at - modsat et almindeligt tv med billedrør - påvirkes et fladskærms-tv ikke af magnetisme fra højttalere eller lignende.
Man kan ikke sige, at den ene teknologi er bedre end den anden, selv om der er forskelle.
Levetiden på både lcd og plasma er i dag minimum den samme, som kendes fra billedrørs-tv, og nogle firmaer lover op til 60.000 timer. Det vil sige, at hvis sådan et tv er tændt i 8 timer i døgnet, bør selve panelet kunne holde i 20 år.
Plasma-tv er kendt for at have den bredeste betragtningsvinkel, så man kan se et godt billede på skærmen fra næsten enhver plads i et rum. De seneste lcd-generationer er dog stærkt forbedret på dette punkt.
Indbrænding er en medfødt svaghed ved plasma-teknologien. Det vil sige, at et stærkt lysende motiv, f.eks. en tv-kanals logo, kan blive stående permanent på skærmen efter nogle timers modtagelse. Stort set alle plasma-tv minimerer risikoen for indbrænding ved hele tiden at flytte billedet nogle pixel, så de samme celler ikke lyser konstant. Lcd-skærme lider ikke af dette problem.
Plasma-celler har en kort responstid og kan derfor tænde og slukke meget hurtigt. Dette er vigtigt ved visning af sport og andre programmer med motiver i hurtig bevægelse. Hvis skærmen ikke kan følge med, kan der være en "komethale" efter en bold. Tidligere kunne lcd-skærme have den slags efterslæb. I dag er teknologierne blevet så jævnbyrdige på dette punkt, at den digitale behandling af videosignalerne kan have større betydning end den nøgne responstid for denne dimension i billedgengivelsen.
Langt de fleste nye fladskærme er enten hd-Ready eller Full-HD. Det vil sige, at deres opløsning og tilslutninger opfylder de krav, som stilles til gengivelse af HDTV (High-Definition tv). HD-Ready mærket giver en vis fremtidssikkerhed, men er ingen garanti for høj billedkvalitet.
Læs mere om High Definition TV (HDTV) her.
Læs mere om projektions-TV, som minder meget om fladskærme, men kan være noget billigere i de samme størrelser.
Læs mere om fremtidens digitale muligheder her
